«

maj 17

Prædiken til 5. s. e. påske, 17. maj 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham.

Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.

Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

Joh 17,1-11

Den tyske serie Tannbach er på vej til at blive en pendant til vores Matador. For ligesom Matador med årene er blevet kanoniseret som historien om Danmark fra mellemkrigstiden og frem, er Tannbach et bud på en samlende fortælling om tyskerne efter krigen, om deres identitet.

Tannbach er en fiktiv by, der ved krigsslutningen deles i to: En østlig og vestlig del. Alle indbyggere har en fælles fortid, nazityskland, nu skal de på hver sin del af grænsen finde en fremtid.
På den vestlige side er de begunstiget med Marchallhjælp fra USA og kan hurtigt opbygge forretning og produktion, et sandt wirtschaftswunder; men på den østlige side må man skovle brunkul, kæmpe for mad i de statslige butikker osv.

Men det er kun fortællingen på overfladen. I et dybere lag, i det enkelte menneskes sind, afslører serien det, vi andre ikke ser, men som for tyskeren er en fortælling om skam, oppotunisme, fornægtelse og indentitetskrise. For hvem er man, aus osten oder westen, er du nazi, sozi, ami oder was?

Den tyske efterkrigshistorie er præget af flygtninge, naziprocesser og desperation for at få hverdagen tilbage.

I Tannbach er der driftige på vestsiden vesten med både ejendom og plettet fortid. Men nu skal den glemmes i omsætning og D-mark.

I øst bliver medløbere hurtigt indrulleret i grænsekorps, partigenossen og Stasiapparatet.

Ærligst er måske den gamle barnepige, der gemmer et billede af føreren i skuffen. Da amerikanerne viser en film fra KZ lejrene for byens befolkning, forfærdes de og barnepigen rejser sig og råber: ”Det har føreren ikke vidst!”

Hun er en af de få i serien, der er ikke kan tilpasse sig til i den ny tilstand i øst og vest. Hun er enfoldig i ordets bedste betydning, det er for svært for hende at tage en ny maske på, og hun ender med at hænge sig.

I modsætning til hende er de øvrige beboere i Tannbach særdeles ”omstillingsparate” i ordets værste betydning. En ny situation – en ny maske, de gør sig til det, der tjener dem bedst, Men hvem er de egentlig?

Og hvem er vi?

Det pørgsmål trænger sig på i den bøn, Jesus beder her i Johannesevangeliet. Disciplene hører ham bede Gud holde fast ved de mennesker, han har knyttet til Faderen. Disciplene får en ny identitet, da de sættes ind i den sammenhæng, Johannesevsangeliet kalder evigt liv.

Johannesevangeliet taler ikke om evigt liv som et liv uden afslutning, altså hvis man forestillede sig at et menneske lever altid og aldrig dør. Det evige liv forstås som en sammenhæng, der rækker ud over tiden. Det er klart, at tiden og evigheden er hinandens modsætning. Vi lever i tiden, og Johannesevangeliet vil fortælle os ind i evigheden: “Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”

Evigt liv er at kende Gud, men Gud vil forblive en abstraktion uden Jesus. Det er ham, der i sit liv på jorden åbenbarer Guds væsen. Vores identitet får et ekstra perspektiv, da vi knyttes til ham i dåben og livet igennem fastholder denne tilknytning ved alterbordet. Det er er derved, vi har del i det evige liv.

Evigt liv er at kende Gud gennem Jesus Kristus. Gud er herliggjort, dvs. han er åbenbaret fuldt ud i Jesus. Vi kender kun Gud gennem Jesus, og der er ikke andre veje til at kende ham.

Det evige er altså kommet ind i tiden ved Jesu liv og ved de ord herom, som disciplene og siden kirken åbenbarer for verden.

Johannesteksten peger frem mod pinse, hvor disciplene får Helligånden som kraften i deres tro, styrken i deres håb og kilden til deres indbyrdes kærlighed. Det er netop det, vi beder om i nadverbønnen: Styrk os i det indre menneske, at du må bo ved troen i vore hjerter. Gør os faste i det evige livs håb og giv os at vokse i kærligheden for at vi må blive eet i dig… det evige liv er et fællesskab i evig kærlighed.

Bønnen er, at menigheden må forenes med Kristus i tro, håb og kærlighed. Det er at leve det evige liv.

Og hvad betyder det i tidens liv – i hverdagens liv?

Jo, man er noget, forud for det man kan opnå i tidens liv, altså hverdagens helt almindelige liv, hvor vi er husmødre, skolelærere, landmænd og kontorassistenter.

Vi er mere end det, vi er i hverdagen. Om man så fornedres i andres øjne, så er den sammenhæng, som man ved nadverbordet er sat i, en ophøjelse, fordi det er liv i evighedens perspektiv.

For at slutte, hvor vi begyndte, i den tyske serie, Tannbach om indentitet i øst og vest: Een af personerne, frau Schober, er interessant. Hun er ikke som de fleste i serien klar til at udnytte enhver mulighed for at være noget. Hun har det ellers ikke nemt. Manden er super-opportunist, var nazist, angav sine mednazister til amerikanerne men sidder nu halvsidig lammet, ramt af skæbnens hjul. Frau Schober bestemmer sig for at flytte over på øst-siden til sin kusine. ”Jeg befinder mig bedst derovre”, siger hun, ”her er alle så storsnudede, derovre har jeg min kusine og den kirke, jeg går i.”

Men da hun krydser grænsen, tager Stasi hende i forhør. Hun må være vest-spion, hvem ville ellers frivilligt flytte til øst?

”Jeg er ligeglad med kapitalistne, socialisme, eller hvad I har af ideer”, skælder hun på Stasikontoret.” Jeg interesserer mig kun for de mennesker, jeg er knyttet til, min kusine og min kirke!”

Jeg kan ikke få hende ud af hovedet, når jeg læser Johannesevangeliet, om hvem vi er. Hun har på sin helt enkle og ligetil måde set, at et menneske er mere end  funktion, arbejde eller position. Fordi vi er mere end det, hverdagen gør os til, er det væsentlige ikke, hvad vi selv kan gøre os til, men hvem vi lever og dør sammen med.