«

»

nov 06

Prædiken til 22. søndag efter trinitatis. Søndag den 8. november i Klim

  1. søndag efter trinitatis – Matt 18,1-14

af valgmenighedspræst Peter Haandsbæk Jensen

1.

Et lille eventyr af H. C. Andersen: “Fem fra en ærtebælg” handler om fem ærter, der ser sig selv som enten stor eller lille.

Der var en grøn ærtebælg med fem ærter i. Den ene ville være større end den anden. Hvad kunne de vide andet – de havde aldrig kendt andet end det grønne? siger H. C. Andersen.

Men så blev de gule, som ærter bliver, og en dreng plukkede de hårde, gule ærterne som ammunition til sin slangebøsse. Ærterne var rigtig store af farten og eventyret, når de blev skudt afsted – de 4 af dem – men den sidste sagde: “Ske, hvad der må!”

Den havnede i en tot mos ved et tagvindue, hvor der boede en fattig, syg pige. Hendes mor troede ikke, hun ville leve indtil sommeren. Den syge pige så udenfor kvistvinduet en spirende ærteblomst, det var den lille ært, der var spiret i mosset og nu satte blomst og ranke. Synet gav pigen mod på at kravle ud af sengen og hen til vinduet. Hun bandt stænglen op, og som den voksede, voksede også hendes livsmod og håb mod lys og helbredelse.

Da hun blev rask, sagde moderen. “Vorherre har selv plantet ærten og ladet den trives for at give dig håb og glæde dig.”

2.

H. C. Andersens lille eventyr om ærterne, der vil være store, slår samme tema an som Matthæusteksten, hvor disciplene spørger, hvem der er den største i Himmmeriget. Jesus tager et lille barn ind i kredsen, ”vær som et barn” – eventyrdigteren siger: Vær som den lille ært, der som Klods-Hans tager livet, som det kommer. Se det store er i små.

”På vort eget nat og dag, stirrer vi med velbehag”, siger en salme: Når vi er optaget af at være stor i egne øjne, er vi længst fra det rige, Jesu liv handler om. Det er de andre – ikke een selv, der er omdrejningspunktet, men skulle vi fortvivle over vores tendens til selvforblændelse, så fortælles om et får, der bliver væk, men findes af hyrden.

Det går, som også eventyret altid siger: Man kommer derhen, hvor man skal, selvom man har travlt med at finde nogle helt andre veje.

3.

Kan lignelsen om hyrden, der finder det bortløbne får, læses, som at det er ligegyldigt, hvilken vej, man vælger? At man lige så godt kan læne sig tilbage? Ærten i eventyret siger jo: ”Alt bliver, som det bliver, ske, hvad der må,” og så flyver den afsted!

Kan man være som et barn, selvom man tænker som en voksen? Er fortællingerne en opfordring til at lade sig lægge i åndelig narkose? Vil Matthæus passivisere?

Men hverken H. C. Andersens eventyr eller Matthæus vil formane til en bestemt handling. De taler derimod om, hvordan man ser sig selv: Er man stor eller lille? Matthæus viser forskellen i, om man vil klare ærterne selv, eller om man indser, at man ikke er herre over alt.

Som man ser sig selv, handler man. Den, der ser sig selv som stor, bliver optaget af sin storhed. Den, der ser sig selv som lille, ejer en ydmyghed, der kalder på et åben øje for andre mennesker: Man er ikke mere end de andre.

At være Guds barn ved dåben er ikke det samme som at gå i barndom. Det er ikke at blive barnlig. Den døbte er et led mellem de, der var og de, der kommer.

At blive som et barn er ikke at blive barnlig. Det er at ære sin himmelske far i ydmyghed over at være skabt blandt andre skabte. Det er at ane en sammenhæng mellem min og din skæbne. Man ser sit liv i sammenhæng med andre og anfægtes af egne motiver: Gør jeg, som jeg gør, alene for at hyppe egne kartofler, eller…

Kristendom forandrer verden gennem menneskehjertet. Hvad der er rigtigt og forkert afgøres ikke i en bog, men i et hjerte. I samvittigheden. Man lytter til samvittighedens stemme. Men man ved dermed også, at man kan bringe sig selv på afveje ved  kun at gå egne veje.

Tør man så overhovet vælge vej? Hvis det næste valg, kan være fatalt, tøver man så, inden foden sættes på jorden?

Nej, ikke hvis man husker barnets frimodighed. Man husker sin dåb og den forpligtigelse på den skabte verden, den taler om. For den, der har trådt ved siden af er ikke fejet bort og glemt; men huskes og findes. Livet er bevægelse. Uden samvittighed og frimodighed bliver mennesket enten hensynsløst eller handlingslammet. Det kalder Matthæus for fald.

4.

H. C.Andersens ærter faldt. Nogle fløj for højt og faldt dermed også for dybt. Andre faldt i rendestenen, svulmede af væden der og troede, at de var store. Men ærten, der endte i mosset udenfor den syge piges vindue spirede og groede, og pigen fik mod af at se det grønne og blev rask.

H. C. Andersen taler ikke meget om Gud i sit eventyr, kun pigens mor siger: Vorherre har selv plantet ærten!

Som verden ser ud i vor tid, har mange i øst og vest travlt med at spænde Gud for eget værk. Man taler om Gud for at sætte kraft bag det, man selv vil. Man vil forandre verden og begrunder det i, at Gud er stor.

H.C. Andersen har ikke travlt med udgrunde Guds veje. Ærten siger: “Ske, hvad der må!”

Man må gøre som samvittigheden byder, hvad andet kan man? Og skulle det vise sig at være den gale vej, må man ændre retning.

Dåb og nadver bestyrker os i, at vort liv er meningsfuldt, at vi er set, at vi har en opgave, at vi skal turde give os i kast med vort liv; men også at vi skal anfægtes af vores samvittighed, handle med frimodighed, fordi vi ikke kun spirer og gror for vores egen skyld. Dåben forbinder os til de, der var før os og til de, der kommer.Den minder os om, at vi ikke skal bringe hinanden og vores verden til fald, men spire og gro, så ens næste får kraft og mod til det samme.