«

»

nov 12

Prædiken til 23. søndag efter trinitatis

23. søndag efter trinitatis

af valgmenighedspræst Peter Haandsbæk Jensen

Synge vil vi

legen er magt

mer end beregning, forstand og foragt

værn mod det sorte og tomme

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

I sin undervisning sagde han: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.« Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«                                        Mark 12,38-4

1. Stine Pilgaard, 36 årig forfatter, samlevende med en højskolelærer og mor til en lille dreng, har brugt sit eget liv i vestjylland i sin 3 roman, ”Meter i sekundet”, der udkom tidligere på året og fik flotte anmeldelser. Een af romanens originale ideer er, at forfatteren lader hovedpersonen arbejde som brevkasseredaktør. Vi får bogen igennem en række eksempler på hendes svar. En kvinde henvender til brevkassen under navnet ”Den kræsne” med et problem: Hun er 35 år og single. Hun har prøvet alt for at skaffe sig en mand og overvejer endda at melde sig til tv-programmet Gift ved første blik. Hun er efterhånden klar til at sætte alle sejl for at undgå, at en anden skulle løbe med den mand, der er hendes eneste ene!

Svaret lyder: Kære kræsne. Spørg ikke, hvad din date kan gøre for dig, spørg, hvad du kan gøre for din date. De fleste mennesker tror, de har brug for noget ganske andet end det, de desperat mangler. Hvis du er sjov, skal du ikke lede efter en, der også er sjov, men en der gerne vil grine. Alle mennesker har et ensomt, mørkt rum inden i sig. Forestil dig en hule på bunden af havet. Uden værdighed hælder vi forskellige ting ned i den. Frimærkesamlinger, kolonihaver, rygsækrejser, kæledyr, alkohol, litteratur. I svage øjeblikke får vi den tanke, at hulen er menneskeformet, et lille puslespil, der bare mangler en brik. Vi leder efter en, der passer lige der, og som kan jage mørket på flugt. Det er meget sødt, men det er forkert. Mørket er vores eget, og det kan ikke deles med nogen. At møde en kæreste er at stille sig til rådighed for et andet menneske. Kærlig hilsen Brevkassen.

Spørgeren skal ikke lede efter een, som fuldender hendes liv men søge sin modsætning og tage udgangspunkt i det, hun kan give til den anden. Hun skal ikke se et kærlighedsforhold som en opportun mulighed for lykke. Kærlighed er at give.

Den samme spænding finder man i Markusteksten, hvor Jesus sidder ved tempelblokken og spidder de rige, der lægger penge i ud fra devicen: ”Hvis jeg lægger lidt i kassen, kan jeg måske købe mig lidt himmelsk forsikring mod ulykke i mit liv. Jeg giver og forbedrer derved mine muligheder.” Modsat den fattige enke, der giver alt. Hun gør det samme, som brevkassen anbefaler: Hun giver sig hen uden beregning. Hun stiller sig til rådighed.

2. I Thorkild Bjørnvigs Mørk er november, synger vi Legen er magtmer end beregning, forstand og foragt! Beregning, forstand og foragt, passer vældig godt på de rige i templet. De giver for at få og udviser i deres opportunisme foragt for, at livet er en gave og ikke deres egen fortjeneste. De forsøger med mønter i tempelbloken at købe sig indflydelse og magt over deres egen tilværelse.

Magt er det, man griber for at beherske og eje. Og derfor vil jeg tillade mig at anfægte Thorkild Bjørnvigs sammenstilling af magt og leg. Magt er det modsatte af leg. Sang og leg er i verset mere end musikalske lyde. Sang og leg er at give sig hen til menneskelivet i taknemmelighed over, hvad det måtte byde een. Sang og leg skal være et værn mod det sorte og tomme, siger Bjørnvig, det at ville beherske og eje. Når vi tilraner os magt over tilværelsen, kvæler vi livet. For kærlighed og magt er hinandens modsætning. Man bruger beregning, forstand og foragt, når man vil eje, bemægtige sig og besidde. Kærlighedens væsen er det modsatte af kontrol og besiddelse. At elske er at give.

3. Jesus sidder og ser folk smide penge i tempelblokken. Han har øje for pengenes store symbolværdi og deres magt i verden. De rige giver pengene for at blive værdsat. Den fattige enke giver alt, hun har.

Vi lever i et rigt samfund med mange penge men med stor mangel på tid. Tiden er kostbar. Nogle går så vidt som til at sige, at tid er penge. Man planlægger sin tid omhyggeligt, tæller sine arbejdstimer og skynder sig hjem til sin kvalitets-tid. Der er prestige i at have god tid. Indlevelsen i at gøre tiden op i penge har gjort det in at have tid, fordi det signalerer en ikke-materiel tilgang til livet. Der er god signalværdi i at bruge tid på projekter i fællesskabets navn. Der er lige så meget grund til at tænke over, hvordan man bruger tiden, som hvordan man bruger pengene. Tid er lige så magt-skabende som penge! Men bruger vi tiden med beregning, forstand og foragt? Beregningen ved at give penge for at få en modydelse, der retfærdiggør investeringen, kan også udmønte sig i, at man investerer sin tid i andre for at styrke sin egen position i forhold til dem.

4. Desværre tyder alt på, at beregning, forstand og foragt betaler sig i længden. At kunne gi’ sin tid, at bruge pengene klogt og i det hele taget at være fremme på beatet i verden, giver pote, skaber respekt og lønner sig.

Men det er lunkenhed. Og lunken – det er enken ikke! Hun giver sig hen. Hun har to mønter. Hun giver ikke kun den ene. Hun giver begge. Man vil gerne være som hun. Gerne sætte alt ind, når man elsker.

Så for at vende tilbage til Stine Pilgaards ironiske brevkasse i “Meter i sekundet”: Hun taler om at se Mørket som ”vores eget, der ikke kan deles med nogen”. Og hun beskriver mødet mellem to som at ”stille sig til rådighed for et andet menneske.” For hun, Stine Pilgaard, ser, at det er i mødet med det andet menneske, at vi bliver til det, vi er. Hovedpersonens mand, der i parrets samliv er den, der holder på fornuften og får familiens liv til at fungere, ville, hvis brevkasseredaktøren forlod ham, blive en sammenkrøllet baby, der røg under dynen og spiste vingummibamser, skriver Stine Pilgaard. Men det gør han netop ikke, siger hun, fordi han lever sammen med et nervebundt, en utilpasset galning, der fordrer, at i det mindste han har selvkontrol. I bogen giver han sig hen – som enken i templet. Når vi hører lignelsen om hende, er det dom over lunkenhed, men det er ikke fordømmelse.

For når Det Nye Testamente fortæller lignelser, er det for at holde en mulighed åben, så vi kan få øje på vores egen beregning, forstand og foragt og ændre retning. Den kyniske livsholdning, vi møder hos de skriftkloge og de rige lyder for os som et skrækscenarie. Så vender vi os hellere mod den bølge, som kristendommen tegner gennem verdenshistorien: At slægt på slægt er døbt i Hans navn, Han, der sad ved tempelblokken og så den ynkelige række at rige opportunister. Det er det, vi holder hinanden fast på i nadveren: At livet er for vigtig en sag til at lade beregning, forstand og foragt tage overskriften. Fortællingen om enken minder os om, at selvom alt andet i dette liv taler imod, selvom det kan virke naivt, så er vi døbt ind i den bølge i verdenshistorien, og den vil være i bevægelse, så længe der slår et hjerte uden beregning, forstand og foragt.