«

»

nov 19

Prædiken til sidste søndag i kirkeåret

Sidste søndag i kirkeåret

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige, og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«  Matt 11,25-30

Vi er nået til den sidste søndag i kirkeåret. Næste søndag tager vi hul på et nyt med 1. søndag i advent. Når man tager hul på noget nyt, er det skik at se bagud: Hvad fik jeg gjort i det år, der gik. Luther så også tilbage på sit liv som munk og tilstod: Hvis nogen ku’ komme i himlen ved hjælp af bønner og bodsøvelser, så burde det have været mig. Men Luther beholdt begge ben på jorden, lagde bønner og bodsøvelser bag sig og gik ind i det ny. Han gjorde op med århundreders magtmisbrug og forstening af kirken. For kirken må ikke blive til sten. Den skal først og fremmest bestå af levende sten. Af kød og blod. Af alle os mennesker, der deler dens liv. Det gælder også tro. Vi har brug for at holde vores tro levende, akkurat som man har brug for mad og drikke for at holde sig fysisk levende. Tro er mere end statements. Det skal være levende, levet liv. Det forstenede er som en møllesten om halsen. Det holder ikke een oppe men er som et tungt åg. Det er dødvægt. Væk med det! Væk med forestillinger, der holder os nede. Det er mere liv i håb, at tro at tilværelsen har noget godt i vente. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile, siger Matthæusteksten. Væk med det, der er forstenet. Bedre at være oplagt og udhvilet.

Matthæus viser, hvordan det vigtigste i livet ikke kræver den store ledvogtereksamen for at forstå. Jesus åbenbarer det ikke i bogform, i lovform eller i religiøse dogmer. Ikke i sten men i kød og blod. Han åbenbarer det kort og godt ved at leve sit liv, som han gør, sige det, han gør og reagere på verdens ondskab, som han gør. Han lader sig føde til jul, han overvinder døden til påske, og han giver os sin levende kraft til pinse. At lytte til Jesu liv kirkeåret igennem i gudstjenester, letter tunge byrder.

Men gør vi så det? Prædikes der for filosofisk i kirkerne? Luther gjorde sig tanker om, hvad “folk” forventede sig af ham som præst: De syntes, at en præst skulle være “lærd; have en fin udtale; være forberedt; være køn, så piger og frøkner bliver forelsket i ham; ikke kræve løn, men derimod dele penge ud; prædike det, folk gerne vil høre!” Det var andres forventninger; men han syntes selv, at en præst skulle “holde sig fra højtflyvende tanker. Kristus kunne sagtens have talt med stor visdom, men han fremsatte sine tanker med enkelte billeder, så folk forstod ham, siger Luther og fortsætter: Jeg hader lange prædikener, fordi man som tilhører mister lysten til at høre efter. Sådanne præster gør derfor mere skade end gavn!

Luther efterlyser enkelthed og redelighed. Ikke et tungt kirkeåg. Mit åg er godt. Min byrde er let, siger Jesus. Går man med to spande vand, kan et åg gøre dem nemmere at bære. På Jesu tid talte man om tunge lov-åg, som de jødiske skriftkloge lagde på folk; men i vi lever ikke med et regel-åg. Vor tids regler, er mere nogle, vi pålægger os selv: Man skal være en succes – også gerne så det kan ses. Man skal beskæftige sig med noget, der giver mening og status. Man skal ikke ha’ røde tal på bundlinjen. Man skal fungere godt som familier. Børnene skal ikke mangle noget, man skal være nærværende overfor dem og huske de gamle, der har brug for besøg. Vi er rigtig gode til at liste op, hvad vi burde ha’ gjort. Derfor er vi også gode til at skamme os, hvis vi ikke gør det. Vi ku’ godt bruge det åg, der gør det lettere at bære alle de vandspande!.

Jesus taler om Fader og Søn. Familie. Kirken er vores familie. Her hører vi kirkeåret igennem om slægtskabet. At Gud nu her i det ny kirkeår vil lade sig føde i Bethtlehem, at Han gennem Jesu liv viser sig som en god far, er det, der gør vort liv – vort åg let. Sådan er det at være født ind i en god familie. Der er nogen, der tager sig af een. Det er ikke sikkert, at vi alle er født i gode familier, men i kirken er vi del af en god familie. Her er vi døbt. Her er vort navn indskrevet i Gud Faders livsbog.

Næste søndag er det 1. søndag i advent. Det betyder nedtælling til jul, det betyder lys, der tændes i mørket. Det betyder nyt håb, vi ser fremad mod det, der kommer. Hvor ku’ det være dejligt, om vi ku’ gå ind i det ny kirkeår, ind i en ny tid, befriet for det, der holder os nede, det, der lader os uden håb, det, der frarøver os forventning om noget godt i vente. Kirkeåret viser, at vi skal håbe, se frem og ikke fortvivle over det, vi ikke nåede, og det, der gik galt. Juledag kommer han til verden. Påskedag står han op af graven. Pinsedag begynder hans kirke, hvor han lover os nærvær i dåb og nadver.