«

»

jan 21

Hilsen til menigheden i anledning af sidste søndag efter helligtrekonger

Til medlemmerne i Klim-Hannæs Valgmenighed

På søndag skulle vi have haft en filmdag. Den er aflyst på grund af restriktioner. I denne anledning sender jeg denne hilsen over søndagens tekst. Næste gudstjeneste den 31. januar i Klim er også aflyst. Venlig hilsen Peter Haandsbæk tlf 42 43 09 57

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«

Matt 17,1-9

På søndag læser vi ovenstående stykke i kirkerne. Det kaldes ”forklarelsen på bjerget” for det er da Peter, Jakob og Johannes er med Jesus oppe på et bjerg, at det forklares for dem, hvem han er.

Mange landegrænser er dannet af bjerge, have og floder. Man skal over et bjerg eller over et vand for at komme til det andet land. Vi kalder det naturlige grænser. Hvis vi ser et bjerg for os som sådan en landegrænse, skal vi altså først opad, op på toppen, inden vi begynder at gå nedad og så befinder os i den andet land.
Lad os se det som et billede på en gudstjeneste. Vi går sammen til gudstjeneste, som fulgtes vi op af en bjergside. På toppen, i gudstjenesten bestyrkes vi i, hvem vi er og hvor vi skal hen, og så går vi nedad igen til en ny dag eller uge.

I øjeblikket skal vi afveje risikoen ved enten at holde gudstjeneste med restriktioner eller lade være. Derfor spørges der til, hvorfor vi holder gudstjeneste, og om vi kan undvære det? Det er slet ikke dårligt at stille det spørgsmål. Det er godt at tænke over, hvad vi skal med kirken, og om den har mistet sin værdi for hverdagslivet?

I stedet for at svare, vil jeg opholde mig ved det, der sker oppe på bjerget, hvor Jesus ses med Israels profeter og Guds stemme lyder. Forklarelsen forløber i to led:

1) Peter gribes af begejstring, da han ser profeterne og vil gerne blive altid på bjerget.

2) Da de hører ”Denne er min Søn….” bliver de bange, men Jesus siger: ”Frygt ikke!” Og derpå går de ned af bjerget igen, forklaret.

Lad os sammenligne det med to former for gudstjeneste. Den ene, der svarer til punkt 1 er en karismatisk, sanselig oplevelse, der bringer deltagerne i en slags lykkerus, så de glemmer hverdagen og ønsker, at festen skal vare ved.

Den anden, punkt 2 er en gudstjeneste, der samler sig om ord og sakramente, altså om salmer, prædiken og nadver. Den bestræber sig på at sende sine deltagere hjem med noget i bagagen.

Jeg savner den stilfærdige gudstjeneste med salmesang, læsninger, som man i fred og ro kan fordybe sig i, en prædiken, man ikke nødvendigvis er enig i og så fællesskabet om nadveren. Jeg savner det kendte, der sætter hverdagen i relief, så man husker, hvem man er, nemlig at vi trods sociale og holdningsmæssige forskelle alle er døbte og derfor går fra kirke med mod på næste hverdag – man kunne måske strække sig til at sige forklaret. Ikke fordi det var storladent, men fordi vi var fælles – vi forholdt os til, hvad et menneske er.

Denne bjergvandring er ikke spektakulær, men den er virksom på et usynligt plan. Og det må vi endnu en tid undvære. Jeg savner at komme i kirke og må kompensere ved at læse, gerne et salmevers og høre gudstjeneste i radioen.

Når vi igen kan mødes i kirken, er der sikkert stadig restriktioner. Det tvinger os til at tænke i alternative former. Vi tænker nedad, hvad kan vi ikke undvære osv. Det er slet ikke dårligt, for Folkekirken besinder sig i denne tid på, hvordan gudstjenesten fremover skal være. De overvejelser, vi nu gør, skal huskes i debatten.

Når man er gået ned af en bjergside, der danner en naturlig grænse, er man kommet til et nyt rige. Når vi går hjem fra gudstjeneste, er det ikke til noget nyt og ukendt; men det er med en fornyet bevidsthed om, at vi hører til i to riger, dels det synlige rige, vores danske hverdag og dels i et usynligt rige, der lover, at selv om alt går galt i det synlige, vil det usynlige stå som forklarelsen af vort sande borgerskab.