«

»

jan 27

Hilsen til septuagesima den 31. januar i Klim – GUDSTJENESTE AFLYST

Kære medlemmer i Klim-Hannæs Valgmenighed

Vi kan ikke mødes i kirken i Klim på søndag den 31. januar på grund af restriktioner. Gudstjenesten i Vesløs den 7. februar kl 19:30 aflyses også. Derfor vil jeg gerne sende en hilsen med søndagens tekst og en kort reflektion over den med håbet om, at alle har det godt, og at tiderne snart vil arte sig, så vi kan genoptage vort fællesskab som vi plejer. Venlig hilsen Peter

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«                   Matt 20,1-16

 

Lignelsens begynder: Himmeriget ligner en vingårdsejer…. Den vil sige noget om, hvad Himmeriget er, og det aner vi, da fortællingen kommer til, at arbejderne skal have deres løn. Her bliver der kludder i regnskabet: Alle får det samme, om de har arbejdet kort eller langt. Det er ikke uforståeligt, at de, der arbejdede hele dagen, gjorde ondt af sig; men i Himmeriget er det ikke tabellerne og timeregnskabet, der tæller, siger lignelsen. Himmeriget er ikke nøjeregnende.

Men vi møder den samme tankegang i en anden lignelse om den hyrde, der lader 99 får passe sig selv for at gå ud og leder efter eet, der er kommet bort: Her er 1 mere end 99.

Det er lidt oprørende, når man ellers er vant til, at regning og matematik sætter verden i system. Da jeg gik i skole, lærte vi at spare op ved at sætte sparemærker i en bog. Det var bedre at have noget på bogen, end at skylde nogen noget. Den tankegang finder man ikke i vingårdslignelsen. Til gengæld står man tilbage med spørgsmålet: Skylder de sidste ikke vingårdsmanden noget?

Når vi låner en kop mælk af naboen, synes vi nok, at vi skal levere tilbage, når vi har købt vores egen mælk. Vi har lært, at ret og pligt må følges. I samfundslivet er der brug for tabel og regneark. Vingårdsmanden ville ikke have gode chancer som statsminister. Han ville blive afsat ved næste valg. En god statsministeren må sætte sparemærker i bogen og håndhæve ret og pligt for at opretholde orden og holde rede på skyldnere.

Her har vingårdslignelsen et andet syn på skyld. Kan man overhovedet undgå at skylde nogen noget? Et menneske lever i gæld til sine omgivelser. Vi skylder forældrene vores opvækst, lærerne vores undervisning, ægtefællen kærlighed, børnene vores livsfylde, venner… gælden er endeløs. Vi kan ikke undgå gælden til omgivelserne. At tale om gæld på den måde, ligner den måde, vingårdslignelsen taler om Himmeriget på. Lignelsen synliggør et regnskab, som man kender fra forholdet til de mennesker, der står os nær. Den fortæller, at livet er nådesløst uden Himmerigets regneark. At der er tider, hvor man må lade nåde gå for ret. Himmeriget er tilstede i verden, selvom det ikke er synligt, som en påmindelse om, at uden vingårdsmandens regnskab er verden nådeløs.

En salme, vi gerne synger på denne tid af året er  Brorsons: Her vil ties, her vil bies. Det er vinter, og vi længes mod forårets komme. Salmen bruger et billede, vi kender fra fortællingen om Noas Ark: Noa sender en due ud for at se, om den finder et træ at sidde i, for så er det fordi syndfloden er sunket, og verden kan blive grøn igen. Brorson skriver, at trange tider langsomt skrider – det ved alle i denne vinter. Men Brorson minder os om, at fuglen vender tilbage til Noa med en kvist i næbbet: Kom min due, lad dig skue med olieblad. Men digteren fortæller ikke, hvad det betyder. Det må vi selv sige. Jeg vil derfor gerne slutte med at ønske: At vi må vide at navigere såvel i det rige, der skifter ret og pligt, som i det rige, der er nådens rige. At foråret snart må komme. At vi snart kommer ud, kommer sammen, kommer i kirke

.