«

»

feb 03

Hilsen fra Annelise i anledning af Kyndelsmisse

Kære Valgmenighed.

Der bliver ingen Kyndelmissegudstjeneste i år. Den skulle have været søndag 7.februar Derfor sender jeg jer en kyndelmisseprædiken. Desuden får I min seneste læsefrugt: Shakespeares tragedie King Lear.

God fornøjelse og hav det godt.

Mvh Annelise Søndengaard (Ved ønske om hjemmenadver ring 21605642)

 

Prædiken til Kyndelmisse 7.februar 2021

557: Her vil ties /412 :Som vintergrene.

Johs 8,12: Jeg er verdens lys. Den , der følger mig , skal aldrig vandre i mørket , men have livets lys .

 

Nord for Dublin ligger der en jættestue fra stenalderen. De byggede den for 5000 år siden. Den er ældre end Stone hedge og ældre end pyramiderne.

De har bygget på den i generationer. Man gribes af forundring hvordan kunne de? Deres levetid var kort, men de har overleveret til hinanden. De har bygget fra slægt til slægt og efter ladt os denne katedral af en jættestue den er 2 tønder land stor den er bygget af monolitter som man har trukket frem på tømmer Langt væk fra; Hjulet var som bekendt ikke opfundet i stenalderen.

Der har været en masterplan som man har fulgt i byggeriet fra generation til generation for det er et fuldkomment bevidst bygningsværk

Der er ingen der aner hvorfor, for det er noget andet end en gravhøj. Det er for stort og for sært et byggeri til bare at være en gravplads med plads til 3 mennesker. Og så selv om man tænker sig at de har lagt deres døde der efter tur og orden

Den er blevet bygget i bondestenalderen i et frodigt område, den har krævet så mange ressourcer at der må være noget alvorligt på spil. Noget man ikke mestrer uden videre. Svaret får vi ikke. Men vi kan læse bygningsværket-

Det er nemlig sådan at når solen på årets korteste dag skinner ind i den lange gang rammer den midterkammeret. Det er vintersolhverv, Det er her det vender og lysets kommer tilbage. Det er her vi fornyer året. Vi begynder forfra.

Også hos os har det en betydning, at lyset vender tilbage og livet sættes i gang igen.  Mange gamle og syge orker ikke at følge med ind i endnu et år. Mange dør lige før jul netop i tiden før vintersolhverv.  Også vi har en dyb følelse for hvad solens gang fører med sig. Kræfterne er der ikke til endnu engang at stige op fra mørket og ind i lyset med det liv der følger deraf

Måske er der ingen forskel på os og stenaldermennesket. For os alle handler det om livet og livet forbinder vi ikke med mørke og grav, livet forbinder vi med lyset, med solen der kommer igen. Ind i det dybeste mørk, ind i gravkammeret, inderst inde når solen, der selv er på vej ned mod mørket, men solen vinder og med den kommer verden tilbage. Solen skinner over os, vore marker, vore liv, den gentager og fornyer vort liv.

Med en vis foragt taler vi om de gamle frugtbarhedsreligioner, det var overlevelsen det gjaldt, men måske er vi ikke så langt borte fra dem som vi selv gerne ville tro.

Arkitekt Poul Brøgger fortæller hvad der skete da han stod i Gudum kirke en dag for mange år siden. De skulle i gang med at renovere den gamle fine kirke.

Apsis vinduet som har været i alle gamle romanske kirker, var her som andre steder blevet muret til da man moden og teologien sagde at nu skal der være altertavler engang i højmiddelalderen. Murstenene var imidlertid blev forstsprængte og skulle tages ud. Da stenen blev slået ud af ruden, vældede lyset ind fortæller Brygger, med en styrke som næsten væltede ham omkuld. Og hvor ramte lyset så?

Ja se nu kommer vi til at gå en omvej, for det kan godt være at alle vi grundtvigianer næsten er kommet til at tro, at det er Grundtvig der opdagede det der med ”kun ved badet og ved bordet” at  var ham der fandt frem til kristendommen enkel forkyndelse og tegnhandling  og det kan da også godt være at han var den, der fandt en gammel sandhed frem , men det var der faktisk nogle der gjorde mere end tusinde år før ham, og det kan vi  se, når vi prøver at se hvad der var på færde i de ældste kirker i vort land  .

For lyset faldt ind i kirkens mørke rum og det faldt ind på stenbordet som stod lige inden for. Stenbordet som var nadverbordet, skærtorsdagsbordet; sten bordet som var stenen der dækkede over graven. Sådan havde man før Hvidekrist sejrede truffet sammen om de dødes grave, man havde sat sig om graven og nydt et mindemåltid over de døde og sådan fortsatte man, man sad omkring Jesu grav og man holdt et måltid sammen med ham her.

Vender vi ryggen mod Stenen, altså alteret og ser ned i den gamle romanske kirke, s ser vi her midt i skibet på en høj fod kirkens tung døbefont. Her står den som et løfte og et svar til alteret til den tunge sten, der dækker graven.

Går vi nu ned og stiller os ved døren og ser ind, ser vi døbefonten i halvmørket. Vi ser de højtsiddende vinduer i koret der er som en lyskæde der svæver over os, går vi nærmer stiger lyset indtil det kulminere foran alteret i et stærkt lys.

Her i det stærke øst lys der kastes fra vinduet ind over os sker det. Her er den vandrette linje nået frem til sin ophævelse, her skaber lyset det himmelske nærvær, som en lodret linje der rammer os, – her mødes jord og himmel og vi ved lyset ikke bare ophæver mørket, men hæver os op i en opstandelsesbevægelse. Her er graven og alterbordet, dommen over os: at vi skal dø og gå ind i mørket, men også tilsigelsen om lyset og opstandelsen. Det himmelsk Jerusalem er kommet til stede i en lille kirke på den jyske hede og har åbnet lysets rige. Endnu er vikingen og stenalderbonden klarer over, at det er lyset, der bryder mørkets magt. Om stenalderbonden nogensinde følte sig frelste fra mørkets magt ved vi ikke, men vi ved at vikingen vendt sig og så på døbefonten og vidste at fortællingen om graven og dødens afmagt, fortællingen om lysets endelige sejer også gjaldt ham for han var døbt og viet t til verdens dommer, han var hans hirdmand og han fornyede sin pagt ved nadverbordet igen og igen.

Vikingerne der hentede deres tro og arkitektur fra den store europæiske fortælling måtte også give fortabte da den fortælling ændrede sig. Tanken om at mørket ikke fandtes, men kun var et fravær af lys bredte sig og man huggede kæmpevinduer i de gamle, mørke kirker, lyset skulle fylde, alt skulle komme for en dag, og meget senere, da vi blev lutheranere og læsere og præster alle sammen, skulle evangeliets klare lys strømme ind og oplyse os, intet skulle formørke ordet, alene lyset skulle nå ind i alle kroge.

Stenalderbonden der på årets sorteste dag forventningsfuld stod uden for indgangen til New gange og vente på råbet om lyset der fik mørket til at vige.  BRONZELADER BONDEN DER TRAK SIN SOLVOGN OVER DEN SPIRENDE MARK I EN GESTUS OG BØN TIL SOLEN, Vikingen der lod sig løfte op fra alterets offermåltid til det nye Jerusalem, alle troede de og håbede de på at få del i lysets rige at blive friet af mørket

Vi som ved at mørket ikke er, vi som ved at lyset sejrer, vi kan blive usikre og angste. Passer det kan vi tro det? Død og mørke og pandemi, truer os. Kan solen blive ved, kommer livet igen? Ja, vel men vi har hørt om en sol, der aldrig slukkes, et lys som altid bliver ved også når vor sol forsvinder og vor klode styrter i mørket. vi ved at vi i evighed er i lysets rige. Amen

Kollekt: Kære far i himmelen.

Vi beder dig her på denne mørke aften om at du i evigheden må give os plads i dit rige.

At du må lade os komme der så vi i evigheden kan tale med vore venner i lys.

Vi beder dig give os kærlighed mod og håb så vi ikke falder for mørkets fristende dække.

Giv os at tro på livet i lyset giv os at turde sætte os selv i spil i det skærende lys fra dit dømmende og livgivende ord.

Det beder vi om i evighed. Amen