«

okt 10

Løvfaldsturen i Grundtvigs Fodspor

Tidlig fredag morgen, den 7. oktober stod 31 spændte løvfaldsturdeltagere på bussen, og så gik det ellers af sted, først gennem Jylland over Fyn for at komme til første reelle stop – meget passende Grundtvigs fødested Udby på Sjælland. Selvfølgelig var alle fra første færd forsynet med højskolesangbøger, som blev flittigt brugt, og Annelise førte os undervejs ligeledes kyndigt ind i Grundtvigs spændende liv og levned, så vi var klædt godt på til at indtage Mindestuerne.

Der blev vi taget imod af stedets vidende kustode, Dorrit Røtting, som fortalte om stedet. Da vi havde oplevet, hvor det hele startede gik turen videre til stedet, hvor det hele endte – Claras Kirkegård ved Gl. Kjøgegaard, hvor præsten til stor fortrydelse efter en kilometeres ellers dejlig spadseretur i herregårdens park kunne konstatere, at en aftale ikke altid er en aftale, for den, der skulle låse os ind i selve krypten, hvor Grundtvig ligger begravet, var ikke dukket op. Men her et par dage derpå spillede det måske ikke den store rolle, for vi var der jo, hvor han var stedt til hvile.

Så gik turen videre til København, hvor vores uovertrufne chauffør, Peter lidt i seks kunne dreje ned ad Colbjørnsensgade, så vi efter at have taget bagvejen kunne blive indkvarteret på Hotel Absalon, som ligger i hjertet af vores hovedstad. Aftenens middag bestående af en meget mør og velsmagende oksesteg og rødgrød med fløde blev indtaget i den charmerende Frk. Barners Kælder en stenkast fra hotellet.

Lørdag stod vi op til dejlig morgenbuffet på hotellet, hvorefter vi fyldte af energi kunne påbegynde dagens spændende program. Først fik vi på vejen ud til Frihedsmuseet ved Churchillparken en velkommen bonussightseeing, hvor Peter fortalte om seværdighederne i det indre København. Inde på Frihedsmusset blev vi ledt igennem besættelsens mørke år, hvor der var alkens effekter, fortællinger, opgaver og stemning at gå på opdagelse i. Det, at selve museet var et stort beskyttelsesrum to etager under jorden, gav rammen en ekstra dimension. Oppe i sollyset og nutiden igen, fortsatte vi atter gennem Københavns midte for at komme til Sydhavnen, hvor en overdådig frokost skulle indtages på Tutten. Her fik vi et indblik i, hvad København også er – så længe det varer, for stedet syntes at være i overhængende fare for inden for kort tid at blive spist af byens mange store nybyggerier. Eftermiddagen bød på to kirkebesøg, et i Vor Frelser Kirke og et i Jesusirken.

Begge steder var på hver deres måde imponerende, hvilket der måske ikke var noget at sige til, da bygherrerne var henholdsvis Christian V. og brygger, Carl Jacobsen. Og begge steder var der gode rundvisninger, og i Jesuskirken blev vi endog i den grad underholdt af organist Sven Verner Olsen, som gav flere prøver på, hvad Nordens eneste Cavaille-Coll-orgel kan præstere, når dygtige fingre danser over de sorte opg hvide tangenter, og ferme fødder elegant betjener træpedalerne.

Lørdag-aften stod i teatrets tegn og efter at have været sluppet løs på egen hånd et par timer, kunne vi atter mødes til en oplevelse i Det Kongelige Teaters Skuespilhus. Vi skulle i anledningen af det danske teaters 300-årsjubilæum se Holbergs, “Den Vægelsindede”. Og lad det være sagt i en nyfortolket og moderne udgave. Men som jeg så det, var forestillingen meget tro mod sit forlæg og således ganske forfriskende. Scenegrafien var kalejdoskopisk og havde mange sjove effekter. Det, at der som sådan ikke var noget på scenen, gjorde, at den enkelte karakter stod stærkere frem. Men mest sigende for mig var i sidste end scenens mangefarvede cirkler, som jeg så som et billede på det vægelsindede indre. Man så gennem stykket, hvordan karaktererne styrtede frem og tilbage og på kryds og tværs i de kontrastfyldte cirkler. Og var stykket således et indblik i Lucretias sind, ja, så var der måske ikke noget at sige til, at det gik, som det gjorde.

Søndag var vi til gudstjeneste på Vartov og hørte efterfølgende om Vartovs tilblivelse. Og så trængte vi også til at vende snuden hjemad igen. På turen hjem var højskolesangbøgerne atter fremme, og jeg forsøgte at underholde på meget slap line ved at genfortælle skråstreg i dryp at opføre Kaj Munks teaterstykke, “Egelykke”. Egelykke er Munks frie og digteriske fortolkning af nogle skelsættende år på Langeland for den unge huslærer Grundtvig.

Klokken godt syv om aftenen var vi atter tilbage i det Nordjyske en masse fælles oplevelser rigere.

Lene og jeg vil sige hjertelig tak til alle, der var med. Vi vil sige jer tak for jeres måde at være på – det betyder alt for os.

Venligst Thomas